Kilde: Metalspeedwayleague.dk

TEAM FJELSTED OG HOLSTED TIGERS I DM-FINALEN EFTER GIGANTISK DRAMA

Fredag aften udspillede der sig et usædvanligt drama, da semifinalen i Metal Speedway League blev afgjort på allersidste omgang i omkørsel, hvor Holsted Tigers sneg sig med i finalen sammen med suveræne Team Fjelsted.

Nogle kloge hoveder havde sagt, at den sidste plads i DM-finalen ville blive afgjort med 2-4 point. Dem der havde sagt det, må trække ordene tilbage, for det blev meget, meget tættere og mere dramatisk end det. Mens suveræne Team Fjelsted tidligt sikrede sig et forspring, der aldrig bragte DM-finalen i fare, så kæmpede Esbjerg Vikings, Holsted Tigers og Holstebro Elite en duel så tæt, at der vil blive talt om denne match i mange år i dansk speedway. Man synes, at der op til matchen havde været meget drama i kulissen omkring de endelige holdopstillinger og reglerne herfor, men det skulle vise sig ikke at blive noget ved siden af det semifinaledrama, der udspillede sig på og udenfor slaggerne på Varde Motor Arena fredag aften.
Det hele kulminerede, da Holsted Tigers efter heat 19 – med tre heats tilbage – protesterede over Esbjergs brug af en såkaldt taktisk reserve. Ifølge reglementet må denne indsættes, når et hold er bagud med seks point og ligger sidst i matchen, men på holdledermødet før matchen var kun de seks point blevet nævnt, og der opstod derfor diskussion om en situation, hvor Esbjerg havde brugt taktisk reserve fra tredjepladsen, men bagud med mere end de seks point. På det tidspunkt var Holsted sidst i matchen med 25 point, mens Holstebro og Esbjerg havde 26 point. 
Protesten blev afvist, og tre heats senere endte det hele med et drama af et 22. og sidste heat, hvor en sidste-øjebliks overhaling fra Holstebros Kenneth Bjerre på Holsteds Bjarne Pedersen, sendte Holsted og Esbjerg ud i en omkørsel – det såkaldte skilleheat med én kører fra hver klub efter frit valg.
Her lavede Esbjergs Rene Bach starten og førte de første tre omgange, før polske Krzystof Buczkowski kørte helt ude i det bløde underlag og fik masser af bid, så han på sidste omgang overhalede og sikrede Holsted sejren og pladsen i DM-finalen på onsdag i Slangerup.
- Det var et drama, og det holdt hårdt. Det er det her vi har kæmpet for, siden tingene begyndte at gå skævt for os, og det gik lige som det skulle i aften med at komme i finalen, siger Holsted-holdleder Thomas Baastrup, som tidligere på sæsonen mistede holdkaptajn Nicki Pedersen i et styrt.
Holsted, Esbjerg og Holstebro blev alle statister i et Team Fjelsted-show, hvor sejren i semifinalen – ikke teoretisk men i praksis - stort set var sikret omkring halvvejs i matchen, da fynboerne havde knap dobbelt så mange point som de tre konkurrenter. Team Fjelsteds kaptajn Peter Kildemand blev matchens helt store profil med maksimumpoint 15, selvom Danmarks enlige Grand Prix-kører kørte et heat færre end seks andre kørere. 
- Han var forrygende, og viste vejen for os i en god, gedigen og helstøbt holdindsats, hvor vi ikke behøvede at satse, men ofte kunne køre sikkert efter to point i stedet for at jagte og risikere uheld og skader. Patrick Hougaard gjorde det også glimrende, og ham skal vi bruge i finalen på onsdag, siger Team Fjelsteds sportschef Morten Svendsen, som håber at DM-værterne Slangerup sad foran fjernsynet og kiggede med.
- Vi kan godt lave noget stort derovre, siger sportschefen, som altså blandt andre skal op imod Holsted-kollegaen Thomas Baastrup.
- Fjelsted var overlegne i dag, men får vi en mand mere med til at score point, så er vi ikke længere væk, end at meget kan ske, mener Baastrup om det hold, som havde Krzystof Buczkowski og Bjarne Pedersen som de to overlegne folk.
- De er de eneste, som rammer den rigtig i dag. De andre forsøgte, men at kunne hænge på med to mand i dag, det var godt klaret, siger Thomas Baastrup, som efter matchen stadig mente, at han burde have haft ret i sin protest.
- Det står sort på hvidt i reglementet, så vi har ret, siger han, som forudser en hård finale.
-Der bliver fart på, så vi skal hænge godt i. Det bliver mindst ligeså hurtigt som i aften, spår han, men mener også, at Holsted kan køre relativt frit.
- Der er stor forskel på, om man er med, eller om man ryger ud i semifinalen. Det sidste har klubber som os og Esbjerg det svært med, så det er en lettelse at være med, og om et par dage må vi kigge på, hvordan vi kører vores chance.
Esbjerg Vikings tog nederlaget i skilleheatet som en sejr, fordi holdet var amputeret på grund af forbud mod at stille op med den polske veteran Rune Holta. Esbjerg stillede derfor med så dårligt rangeret et hold, at holdet faktisk efter reglerne skulle have haft en bøde.
- Jeg er så stolt af hele holdet. Vi kører med et undertippet hold mod tre hele mandskaber, og alligevel taber vi på sidste omgang og er med hele vejen, slår Holstebro og bliver nummer tre. Det har været nogle hårde døgn, og et døgn før matchen var jeg parat til at smide min holdvest, men jeg gik meget stolt fra banen, og derfor blev jeg også så rørt efter matchen, siger Esbjerg-holdleder Ib Pedersen, som man kunne se forlade et tv-interview, mens følelserne pressede sig på, efter en aften, hvor han havde kæmpet med alle klør og brugt alle taktiske muligheder.
- Det var var vi nødt til, for at have en chance. Rene Bach viser flaget, og vi smider jo faktisk nogle dumme point, som kunne have sendt os direkte i finalen, men jeg er bare stolt over, at vi overhovedet endte i omkørsel, selvom jeg vendte mig væk og ikke turde se den. Det burde ikke kunne lade sig gøre, at komme så langt, siger holdlederen, som tager afstand fra Holsteds protest.
- Det er jeg træt af. Man skal vinde på banen og ikke på skrivebordet, siger Ib Pedersen, som undervejs fik provokeret Holsted-køreren Rene Jensen i et drama, som tv-seerne på TV 2 SPORT havde fri udsigt til.
- Der er ikke noget nu, og vi fik snakket bagefter. Jeg kender ham, og vi plejer at drille hinanden, men der skulle jeg nok ikke have provokeret ham på den måde, erkender Ib Pedersen, som siger, at al dramatikken forplantede sig til ryttergården, efter al balladen om regler.
- Jeg snakkede med Rudi Steen Hansen, som er formand for Speedwaykommisionen. Vi havde jo lidt af et slagsmål i medierne før matchen, men der er ikke noget nu. Vi må have kigget på reglerne, og det gav en masse debat og fokus på dem. Vi valgte at stille op for vores sponsorer, Esbjerg Kommune og vores fans, og det er vi glade for. Jeg tog en tørn med formanden, men vi gav hånd efter matchen, afslører Esbjerg-holdlederen, som undervejs i matchen kunne se Michael Palm Toft køre i startsnoren, Tim Sørensen styrte fra en andenplads og Norbert Koscluch styrte fra en førsteplads, hvilket formentlig kostede en håndfuld point.
Ib Pedersen afslørede, at Esbjergs skadede kaptajn Niels Kristian Iversen på dagen for matchen ringede med opbakning.
- Det var bare klasse af ham. Esbjerg betyder meget for Puk (Iversen, red.), og at han ringer på den måde, betyder meget. I Esbjerg står vi sammen, og jeg er gået fra deprimeret til stolt på et døgn, og jeg føler næsten, at vi er med i finalen, selvom vi ikke skal køre den, siger en rørt Pedersen, som fik knaldhård kamp fra Holstebro aftenen igennem, før Holstebro til sidst trak det korteste strå.
- Det er jo vores sæson i en nøddeskal, at det er lige ved og næsten, siger Holstebro-holdleder Erik Villadsen, som dog godt kunne finde en passe positivt i, at man var del af en god og spændende match, og overhovedet havde kvalificeret sig til den.
- Vores mål for sæsonen var, at komme i semifinalen, og i den var vi da med hele vejen, og uden uheld, så kunne vi godt have kørt os videre til finalen, siger Villadsen, som dog også nævner, at alle hold havde uheld.
- Jeg kan godt finde en masse positivt i, at vi kom fra baghjul, og efter en vanskelig sæsonstart pludselig kørte en række forrygende matcher og kørte os i semifinalen. Vi var dømt ude, men kom tilbage, og det kan vi godt bruge til noget. Skuffelsen er der lige nu, men vi erkender nederlaget så skuffelsen er til at bære, og vi kommer hurtigt over den, og vi havde nok ikke vundet DM, erkender Villadsen, som sammen med sit hold kunne se og høre opbakningen til klubben.
- Vi vil gerne sige tak for, at så mange fans fra Holstebro var mødt op. Vi kunne tydeligt høre dem derude, lyder takken fra manden bag det, der trods alt ligner en successæson for Holstebro.
Og på den måde sluttede en forrygende speedwayaften faktisk med fire vindere, selvom kun to hold gik i finalen.

 

Resultater fra semifinalen:

 

TEAM FJELSTED 43
Peter Kildemand 15
Frederik Jakobsen 6
Anders Thomsen 6
Patrick Hougaard 12
Jason Jørgensen 4
Sportschef: Morten Svendsen

 

ESBJERG VIKINGS 30
Rene Bach 14
Michael Palm Toft 4
Tim Sørensen 3
Norbert Koscluch 8
Mathias Nielsen 1
Holdleder: Ib Pedersen

 

HOLSTED TIGERS 30
Krzystof Buczkowski 9
Rasmus Jensen 4
Bjarne Pedersen 12
Jonas Jeppesen 4
Martin Steen Hansen 1
Holdleder: Thomas Baastrup

 

HOLSTEBRO ELITE 29
Kenneth Bjerre 11
Ulrich Østergaard 8
Jonas B. Andersen 8
Kasper Lykke Nielsen 2
Lasse Pørtner 0
Holdleder: Erik Villadsen

Træningstider
Besøg os på facebook
  • w-facebook
Adresse

Holstebro Speedway Klub

Hesselåvej 41b

7500 Holstebro

cvr: 31138930

Find os

© 2016 Holstebro Speedway Klub                                                          webmaster: Thomas Ramskov