Kilde: Holstebro Dagblad

Holstebro Speedway Elite er klar til at køre videre i landets bedste række efter økonomisk redning med Jysk Energi som hovedsponsor og Bjarne Pedersen som ny topkører.

 

Holstebro: De seneste sæsoner har langt fra været uden besværligheder i landets bedste række, Metal Ligaen, for Holstebro Speedway.

Store økonomiske problemer og sportslige resultater på det jævne har været dagligdagen. Senest har gammel skattegæld været tæt på at lukke klubben på grund af truslen med konkurs.

Men nu kan det lokale speedwaypublikum godt begyndte at glæde sig. Der bliver også kørt speedway på højeste niveau på banen i Skave i 2018.

Der gamle selskab Holstebro Speedway Elite lukker og går konkurs og bliver erstattet af et nyt anpartsselskab under navnet Holstebro Speedway Elite 2017.

Der er blevet arbejdet hårdt de seneste uger for at redde klubbens elitehold.

- Der er en meget stor interesse for speedway i vores område, og vi trækker tilskuere fra et meget stort område, da der ikke er andre ligaklubber i nærheden. Det ville simpelthen være for ærgerligt, hvis der ikke mere var ligaspeedway i Holstebro, siger Claus Ørts, der sammen med Peder og Erik Bøndergaard udgør den nye ledelse i eliteselskabet.

De tre kom også ind i klubben kort før sæsonstart i år, hvor de havde meget travlt med at få samlet penge, så det overhovedet var muligt at køre sæsonen.

- Vi har mødt en fin opbakning, og vi kommer ud af denne sæson med et mindre overskud, men vi havde ingen mulighed for at betale den gamle gæld, som vi intet kendte til, da vi trådte til. Jeg vil gerne være med til at sikre klubbens fremtid, da jeg altid har haft en stor kærlighed til sporten, siger Claus Ørts, der har sit eget byggefirma i Holstebro.

Han har sammen med far og søn Peder og Erik Bøndergaard selv skudt penge i det nye selskab, der nu skal i gang med at samle sponsorkroner til næste sæson.

LÆS OGSÅ: 

Bjarne Pedersen vender hjem til Holstebro

Hovedsponsor og hovednavn

Det er en helt afgørende faktor, at Jysk Energi er trådt til som hovedsponsor og er med til at sikre, at der stadig bliver kørt speedway i Holstebro på højeste niveau. Borbjerg Sparekasse er også med til at sikre eliteafdelingen med et stort sponsorat.

- Vi vil gerne være med til at sikre, at der fortsat er speedway i Skave. Vi støtter meget de lokale sportsklubber, og vi har tillid til, at klubben nu bliver drevet på en god og forsvarlig måde. Vi kigger ikke tilbage på, hvad der tidligere er sket, siger Thomas Eilskov, der er marketingskonsulent hos Jysk Energi.

- Vi så det som en god mulighed for os at gå ind og hjælpe klubben. Det ville være meget ærgerligt, hvis anlægget i Skave skulle ligge øde hen, siger Thomas Eilskov.

Den nye ledelse i Holstebro Speedway er allerede godt i gang med at sammensætte holdet til den kommende sæson.

- Vi regner med at have truppen på plads i løbet af to-tre uger. Vores mål er at sætte et stærkere hold til den kommende sæson, så vi kan være med fremme i ligaen, lyder det Claus Ørts, der nu har vinteren til at få fat i flere sponsorer.

For Claus Ørts er det helt afgørende for profileringen af klubben, at en af de nye kørere bliver Holstebro-køreren, Bjarne Pedersen, der vender hjem til Holstebro efter to sæsoner i Holsted.

Træningstider
Besøg os på facebook
  • w-facebook
Adresse

Holstebro Speedway Klub

Hesselåvej 41b

7500 Holstebro

cvr: 31138930

Find os

© 2016 Holstebro Speedway Klub                                                          webmaster: Thomas Ramskov